En dejlig vin fra et distrikt der tidligere ikke høstede de store roser, men efterhånden som de “fine” distrikter er blevet dyrere og dyrere, er det lykkedes en række seriøse vinproducenter fra det Sydfranske at presse nogle gode vine ind på markedet. De har så tjent nogle penge, som de lynhurtigt har sat i ejendommen for at kunne fremstille endnu bedre vin.
På Chateau du Vieux Parc er dette lykkedes med bravour. Vieux Parc betyder ”den gamle park”, og efter selvsyn kan det oplyses at der er en gammel park ved huset. Gudskelov er man bedre til at lave vin end til at holde have på stedet.
Årgangene på disse vine skal man ikke se for meget på. Vi er helt nede i det Sydfranske, tæt på Spaniens grænse, så vejret er meget stabilt, hvilket vil sige at variationen i kvalitet fra år til år er ret minimal.
Vinen er mild med en god portion frugt, kombineret med en anelse Sydfransk varme og krydderi. Bestemt i fin balance. Vejret er jo for det meste perfekt, og den megen sol giver vinen en flot karakter og ekstra fylde.
Lagring af vinene er ikke nødvendig. De fremstilles, så de kan nydes ganske unge.
Vieux Parc findes også som en dejlig frisk hvidvin med noter af friske stikkelsbær. Meget aromatisk uden at være kvalm, men elegant!
Besøg evt. www.chateau-vieuxparc.fr