Château Picard ligger i hjertet af St.-Estephe, det nordligste af de klassiske distrikter i Haut-Medoc. Slottet blev klassificeret Cru bourgeois i 1932, og har holdt fanen højt lige siden.
Ejendommen råder over otte hektar jord, som i det område regnes for en middel størrelse.
I 1997 købte “vores” negociant i Bordeaux, firmaet Mähler-Besse ejendommen, og gik straks i gang med at renoverer de smukke kældre for at bringe dem tilbage til den oprindelige Napoleon d. 3. stil, hvor vinen ikke pumpes, men skifter placering ved hjælp af tyngdekraften. En meget skånsom fremgangsmåde, der vinder større og større indpas på de seriøse slotte i Bordeaux.
Jordbunden er meget klassisk for St.-Estephe-området med masser af ler og kalk fra fortidens havbund.
Druesammensætningen er også klassisk med stor vægt på Cabernet Sauvignon (85%), og så for resten af pengene Merlot, og vinstokkene er omkring 30 år. Når høsten er i hus, bliver det til 45.000 flasker, efter at vinen har har tilbragt mellem 12 og 18 måneder på egetræsfade. Fadlagringen er med til at give vinen en kraftigere let røget og krydret smag med en fin rank ryg og stadig med fornemmelse af ædle druer. Den smager godt allerede efter fire år, men holder uden problemer op til 10 år.
Nyd den til de røde bøffer og andre retter, hvor den ikke kommer til at dominerer smagsoplevelsen, for der er krudt og kugler i!
En lille kuriøs historie om vinen er, at helten i TV-serien Star Trek hedder Admiral Picard. Så der er røget mange flasker til Amerika med specialetiket.